Horsemanship

Langt de fleste problemer med heste bunder i menneskets uklare kropssprog og manglende viden om hestens kommunikationsmønstre. Derfor er det vigtigt, at vi lærer at forstå hestens signaler og reaktioner. Ved at lære om hestens kropssprog og efterligne hestenes indbyrdes kommunikationsmønstre, kan vi blive hestens leder/fører og dermed skabe tillid og respekt. Hvis hesten respekterer os som fører kan vi være sikre på, at den vil gøre alt for at samarbejde og den vil blive tryg.
Hesten i flokken vil aldrig gå imod førerhestens vilje. Den vil aldrig turde bide eller sparke efter førerhesten. Den vil stole blindt på at førerhesten kun fører den sikre veje og uden om farer.

Hesten er et flugtdyr. Den er planteæder og dermed nederst i fødekæden, dvs. den udgør ikke nogen fare for andre, men har selv fjender.
Den vil til hver en tid vælge flugten, hvis den vejrer fare. Derfor har hesten et meget stort behov for at kunne føle sig tryg.
Dette skal vi være opmærksomme på i vores omgang med heste - både i vores fysiske placering i forhold til hesten, men også i forhold til hvad vi byder den af opgaver.
Hesten opfatter vores forsigtige bevægelser = FARE!

Så når vi tror, at vi tager hensyn til den nervøse hest ved at være forsigtig, virker det ofte helt modsat! Vi bliver i hestens øjne "snigende" i vores adfærd, og det er kun rovdyr, der sniger sig ind på deres bytte! Er vi derimod rolige og afslappede med faste skridt og berøringer/bevægelser vil vi signalere til hesten, at selvom noget ser farligt ud kan den roligt følge med os - vi tager ansvaret for dens sikkerhed!

Vi kan altså forebygge ulykker og øge sikkerheden ved at lære om horsemanship.

Og fremfor alt: FÅ EN GLADERE HEST